Grønland er kontrasternes land – det er et møde mellem vinter og sommer, lys og mørke, det golde nord og det grønne syd. Det er et land i rivende udvikling mod informations-samfundet samtidig med, at det er dybt forankret i sin kultur og historie, hvor århundredegamle traditioner holdes i hævd.
Grønland er verdens største ø, 2.166.086 km2, og er beliggende på det nordamerikanske kontinent. Afstanden på tværs af Grønland, fra øst til vest, er 1.050 km. Fra nord til syd er afstanden 2.670 km., hvilket svarer til afstanden fra Skagen til Tunis. Størrelsen betyder, at der er store forskelle fra nord til syd, fra øst til vest og fra egn til egn.
Nordgrønland
I Nordgrønland er naturen gold, og kuldegraderne er meget varierende. Om vinteren fryser havet til is, og det gør det muligt at køre på hundeslæde til langt hen på foråret. I sommerhalvåret kan man opleve den berømte midnatssol, og jo længere mod nord man kommer, jo længere er perioden med midnatssol. Helt oppe i Qannaaq er der midnatssol i cirka femmåneder om året, men altså også en tilsvarende periode om vinteren, cirka fire måneder, hvor solen slet ikke står op. Det betyder ikke, at der er sort nat hele døgnet, idet solen står lige under horisonten og oplyser himlen og skyerne en del af døgnet.
Vestgrønland
I Vestgrønland ligger de såkaldte ”åbentvandsbyer”, det vil sige, at havet ikke fryser til is om vinteren. Det giver gode betingelser for fiskeri året rundt. Samtidig betyder det også gode betingelser for skibstransport og fragt af gods. De enorme fjordsystemer og skærgårde er et specielt kendetegn for hele den region.
Sydgrønland
Sydgrønland kan betegnes som det ”grønne” Grønland, for i sommer perioderne er det det frodigste område i hele landet. Her kan stort set hele Grønlands flora opleves. Vinterperioden er relativ mild og om sommeren er en temperatur på 16-18 grader ikke unormalt. Disse forhold muliggør at drive landbrug og holde får, som ikke er muligt andre steder. Sydgrønland oplever i perioder af foråret og sommeren storis, som kan afskære byer og bygder fra skibsforbindelser.
Befolkning
Man har bevis for, at der har boet mennesker i Grønland i cirka 5000 år. Befolkningen er inuitter – beslægtetmed inuitterne i Canada og Alaska, som oprindeligt stammer fra Centralasien. Folket, som var et nomadefolk, fulgte deres bytte og har på den måde gennem tusindvis af år bevæget sig fra Centralasien op over Beringstrædet, gennem Alaska og Canada for til sidst at ende i Thule i det nordligste Grønland. Herfra har de spredt sig til resten af Grønland.
Indlandsis
Hvis der er noget, som Grønland erkendt for, så er det indlandsisen. Indlandsisen dækker et kolossalt område på ca. 2500 km fra nord til syd og ca. 1100 km. fra øst til vest. Visse steder er indlandsisen mere end 3,5 km tyk, og hvis al isen smeltede ville vandstanden i verdenshavene stige mellem 6 og 7 meter.
I 1888 krydsede polarforskeren Fritjof Nansen som den første indlandsisen, og han gjorde det på ski. I dag er der mange eventyrere, som gør ham turen efter. Men turen henover isen erikke ufarlig, og der kræves specielle tilladelser, inden man kan begive sig ud på den farefulde færd.
Nordlys
En fascinerende oplevelse i Grønland er lysfænomenet nordlys. Nordlys opstår, når partikler fra solen indfanges af jordens magnetfelt.
Fakta om Grønland
Grønland er verdens største ø og tilhørnorda merikanske kontinent. I syd afgrænses landet af
Atlanterhavet, i nord af Ishavet,i vest af Davis Strædet, Baffin Bugten og Nares Strædet, der på sit
smalleste sted kun er 26 km. Mod øst dannes afgrænsningen af Danmarksstrædet og Grønlands-
havet.Landet strækker sig fra 59,46N i syd til 83,39N i nord, i alt 2.670 km. Det bredeste sted er 1.050 km.Af Grønlands 2.175.600 km2 er 1.833.900 km2 eller 85%, dækket af indlandsis. Det isfrie område er således "kun" 341.700 km2. Grønlands størrelse vil omsat til europæisk geografi svare til følgendelandes landarealer lagt sammen: Sverige, Tyskland, Frankrig, Spanien og Storbri-tannien. Det isfrie område svarer til Norge og det halve af Danmarks arealer.
Kysten er en cirka 40.000 km lang skærgårdskyst med mange små og store øer samt dybe fjorde. Det svarer til en tur rundt om Ækvator. Den største ø er Disko på 8.578 km2, og den længste fjord er Scoresby Sund på 300 km. Klimaet er arktisk og defineres normalt ved, at gennemsnitstem-peraturen i årets varmeste måned ikke overstiger ti plusgrader.
Det arktiske områdes afgrænsning er alene betinget af sommertemperaturen; vintertemperaturen har ingen betydning. Økosystemet er præget af de fysiske forhold: lave temperaturer, lav luftfugtighed, lange og mørke vintre, korte og lyse somre samt permafrost. Planters vækst hæmmes af kulde og ringe nedbør, og for dyrenes vedkommende er både de lave temperaturer og fødemængden vækst-hæmmende.
Grønlands store udstrækning gør, at forholdene i syd og i nord ikke er ens, ligesom de i øvrigt ikke er det i vest og i øst.
Næsten sammenfaldende med Polarkredsen ligger også grænserne for vinterens mørketid og sommerens midnatssol. I Thule-området varer mørketiden fra midten af oktober frem til midten af februar og midnatssolen fra midten af april til slutningen af august.
I Aasiaat-området er begge perioder betydeligt kortere, nemlig mørketid fra midten af december til begyndelsen af januar, og midnatssol fra slutningen af maj til midten af juli.
Indlandsisen, som dækker det meste af landet, rækker visse steder sine gletschere frem til fjordene og til kysten. Ved Ilulissat ligger Jakobshavn Isbræ, der er den nordlige halvkugles mest produktive gletscher. Den bevæger sig med over 30 m i døgnet.
Andre gletschere er langsommere, og andre igen er helt stillestående.
Fra Diskobugten i syd er havet mod nord frosset til om vinteren. Således kan Qaanaaq kun besejles fra juni til oktober, hvorimod Aasiaat kan besejles fra midten af april til december. Syd for Disko-bugten er det kun fjordene og til tider også kystnære farvande, der er tilfrosne.
Om sommerener det især Storisen, der forvolder problemer for sejladsen til Østgrønland og det sydvestlige Grønland. Storisen, hvis oprindelse er Ishavet, føres langs den østgrønlandske kyst af de sydgående havstrømme og fra Kap Farvel mod nordvest af Irmingerstrømmen.
Både Ammassalik og Ittoqqortoormiit er altid vanskelige at besejle.
Overalt i Arktis er nedbørsmængden ringe, i gennemsnit kun cirka 500 mm om året. I Sydgrønland dog cirka dobbelt så stor, men til gengæld kun omkring 80 mm i Thule-området
